Fremtidens simuleringsløsninger på det medicinske område

Det medicinske simuleringscenter på NTNU (Norges tekniske og naturvidenskabelige universitet) blev betegnet som en "skabelon for fremtidens simuleringsløsninger på det medicinske område" i forbindelse med Crestron Integration Awards, hvor Caverion Norge, som står bag løsningen, fik tildelt førstepladsen i to kategorier.

Medicinsk simulering er en undervisningsmetode, hvor man ved hjælp af en avanceret, datastyret dukke genskaber patientscenarier fra den virkelige verden i realistiske omgivelser. Disse simuleringer giver sundhedspersonalet en uvurderlig mulighed for at afprøve forskellige ting i praksis uden risiko for patientens liv.

Fremtidens simuleringsløsninger

 

På trods af alle odds

Da Caverions afdeling i Trondheim fik til opgave at udvikle den nye simuleringsløsning til fakultetet for sundheds- og socialvidenskab på NTNU, konstaterede man hurtigt, at den ønskede opsætning ville byde på store tekniske udfordringer, som aldrig tidligere var blevet løst.

Ifølge Thor Berg, projektleder hos Caverion, var den største udfordring, at det ikke var muligt at kombinere de hidtidige løsninger til medicinsk simulering med de aktuelt benyttede AV-løsninger.

- Jeg var helt sikker på, at vi nok skulle klare udfordringen. Vi fik omvendt tvivlerne, men vi brugte også over 500 timer på at gennemgå forskellige forslag, før vi nåede frem til et design, der kunne fungere, fortæller Thor Berg.

 

En helt unik løsning

I et traditionelt center for medicinsk simulering er hver øvelsesstation tilknyttet et særskilt kontrolrum, hvor erfarent sundhedspersonale overvåger de studerende gennem et envejsspejl, mens "patienten" behandles, siger den driftsansvarlige hos NTNU, Ulrika Eriksson.

- Sådan er det ikke med den løsning, Caverion har udviklet til NTNU, i og med at simulatorløsningen til Lærdal er integreret i et komplekst AV-system. Nu har vi ét kontrolrum med fire operatørstationer, hvorfra vi nemt kan overvåge og styre "patienten" på en hvilken som helst af de seks forskellige øvelsesstationer.
- De ansvarlige i kontrolrummet kan holde øje med, hvad der foregår på operationsstuen, via en storskærm med 4K-opløsning, og de kan både styre "patienten" og tale med observatøren og de studerende på skift, fortæller Ulrika Eriksson.

Simuleringerne kan desuden nemt overføres live til forelæsningssale på NTNU, så andre studerende kan lære af personerne i øvelseslokalet, og de kan også bruges aktivt til evalueringsformål, når sessionen er slut.
 

Vigtigt for hele menneskeheden

Ved Crestron Integration Awards gav dommerpanelet følgende begrundelse for, at Caverions tekniske integrationsløsning skulle belønnes med førstepladsen i kategorierne "Unikt anvendelsesformål" og "Bedste undervisningsprojekt":

- Caverion har udviklet en løsning, der kan bruges som skabelon for fremtidens simuleringsløsninger på det medicinske område. Det er et forbløffende projekt, som overgår den integrerede teknologi, der anvendes i erhvervs- og boligbyggeri, i og med at dette er af langt større betydning for hele menneskeheden.

Priserne blev uddelt ved messen Integrated Systems Europe i Amsterdam den 10. februar, og det er første gang, at de er blevet givet til en norsk virksomhed.