Skyd din karriere i gang

Vi designer, installerer og servicerer energieffektive tekniske løsninger til kontorbygninger, butikker, boliger, offentlige bygninger, infrastruktur, industrianlæg, marine og offshore. Vores tekniske løsninger forhindrer driftsnedbrud, sikrer god omkostningsstyring og optimal ydeevne.

Selskabet har en omsætning på 1 milliarder kroner og 1000 ansatte i Danmark. Caverion koncernen havde i 2015 en omsætning på ca. 23 milliarder kroner og 17.000 ansatte i 12 lande i Europa.

Op af stigen - karriereudvikling i Caverion

Irnel Bilanovic

Fra arbejdsdreng til serviceleder

24-årige Irnel Bilanovic er serviceleder i servicecenter Vejles og Fredericias VVS-afdeling. Men han begyndte karrieren som arbejdsdreng hos en anden teknikentreprenør, efter at han i folkeskolen ikke havde lavet alverden andet end ballade.

Irnel blev født i Roskilde af bosniske forældre, som flygtede fra borgerkrigen. Hans mor har altid ønsket, at hendes børn skulle uddanne sig til advokater, tandlæger eller læger, men Irnel havde svært ved at koncentrere sig i skolen, lavede ballade, og sad mere i OBS klassen end i sin egen klasse.

“Men når jeg endelig lavede noget, fik jeg gode karakterer, for jeg kunne godt. Og jeg vidste, at jeg ville være som dem, der gik i jakkesæt og kørte i Mercedes. Jeg spurgte en regionsdirektør, som gik i jakkesæt, hvordan jeg blev som ham. Hårdt arbejde svarede han,” fortæller Irnel.

Ingen tykke bøger

Advokat eller læge vidste Irnel godt, at han aldrig blev.

“Jeg dur ikke til at sidde med hovedet nede i tykke bøger. Jeg ville være elektriker, men det ønskede min mor ikke. Hun var bange for, at jeg fik stød,” siger Irnel Bilanovic grinende.

Læste til installatør

Efter et halvt år som arbejdsdreng kom Irnel Bilanovic i VVS-lære. Det gik godt, men han vidste, at han ville mere end at arbejde med almindeligt VVS, og derfor søgte han ind på installatør studiet efter endt VVS-uddannelse. Uddannelsen varede to år, og i den periode fik han også en søn. Irnel færdiggjorde uddannelsen, og kom derefter til et andet firma som serviceleder. Caverion var næste skridt på karrierestigen, og her er han endnu.

“Jeg går ikke i jakkesæt, og jeg kører i en Passat. Men ellers har jeg indtil videre opnået det, jeg gerne ville. Nu overvejer jeg at tage en uddannelse inden for ledelse, så jeg kan udvikle mig mere,” siger Irnel.

Han fortæller, at han indtil videre har opnået sine mål med stædighed, gå-på mod og hårdt arbejde.