Digitaliseringen gør hverdagen lettere for serviceteknikerne

CMFS-01

 
Mange af Caverions serviceteknikere i Norge, Sverige og Finland udnytter til fulde fordelene ved den stadig mere udbredte digitalisering via værktøjet CMFS (Caverion Mobile Field Service), som Caverion selv har udviklet, og som gør deres hverdag betydeligt lettere. Inden længe indføres det også i Danmark og Tyskland.

Værktøjet, som både kan bruges på tablets og smartphones, videreudvikles og optimeres løbende. Blandt dets nuværende funktioner kan nævnes oprettelse af ordrer til kunder, uddelegering af opgaver til kolleger, afsendelse af e-mails til kunder, direkte upload af kundeoplysninger til kundesystemet ClientNet, registrering og bekræftelse af arbejdstimer, sygeorlov og feriedage samt mulighed for at kontrollere og opdatere beholdningen i servicevognen.
 

Finland: Det er et 100 % papirløst system

Caverion Finlands omkring 900 CMFS-enheder anvendes aktivt af alle medarbejdere i serviceafdelingen.

"Det er et 100 % papirløst system," siger udviklingschef Lauri Pönniö.

Serviceteknikerne Toni Roivonen og Juuso Mikkola fra Turku har brugt CMFS i to år, og de kunne ikke tænke sig at gå tilbage til den gamle arbejdsgang.

"Rapporteringen er blevet nemmere, og der er mange funktioner, som gør hele processen lettere. Der er dog også meget, der kan videreudvikles, især hvad angår enhedens anvendelighed."

Når den løbende opdatering af systemet er fuldført, kan man få adgang til Compass via sin CMFS-enhed. Det gør det lettere for medarbejdere i marken at trække på informationsstrømmene fra koncernens interne kommunikationskanaler. 

Enhederne indeholder også Google Maps-navigationslinks, så teknikerne kan komme hurtigere frem til deres bestemmelsessted. Der er desuden mulighed for at bruge mødeappen Lync og for at indtale rapporter via Speech Text.
   

Danmark-Norge: CMFS er et brugervenligt værktøj

CMFS-03

  
I Norge har man gennemført et vellykket pilotprojekt, og CMFS bruges nu af alle teknikere i region Øst. For at sikre en problemfri implementering i den øvrige del af divisionen Danmark-Norge blev der tidligere på året afholdt et kursus for medarbejdere fra begge lande med deltagelse af superbrugere fra hver afdeling.

Stavro Gurma, der er kølesystemtekniker i Porsgrunn, har brugt det nye værktøj i en måneds tid og synes, at det er meget brugervenligt.

"Vi troede, at det ville blive en stor omvæltning at skifte fra Evatic til CMFS, men det var utroligt nemt at lære at bruge CMFS. Det fungerer glimrende, og jeg har ikke haft nogen problemer med det endnu," siger han.
"Man kan hurtigere oprette en ny arbejdsopgave i det nye system, end man kunne i Evatic, og processen med afsendelse af faktureringsoplysninger er også blevet effektiviseret." 

 
 
CMFS-02