Caverion Danmark A/S har indgået aftale om at overtage serviceaktiviteterne i Danmark fra GK Danmark A/S, herunder Vagns VVS A/S. Den overtagne forretning har en årlig omsætning på cirka DKK 244 millioner og 184 medarbejdere, hvilket yderligere vil styrke Caverions leveringskapacitet i Danmark.
De overtagne aktiviteter har været en del af GK Danmark og har primært haft fokus på service og vedligehold af ventilations-, køle-, VVS- og sprinkleranlæg. Virksomheden beskæftiger 184 tekniske specialister, der betjener kunder over hele Danmark med strategiske knudepunkter i København, Odense, Aarhus, Kolding, Holeby og Nakskov. Kundebasen består hovedsageligt af kommuner, ejendomsejere og -investorer, produktionsfaciliteter samt detailkæder.
Med dette opkøb styrker Caverion Danmark sin position, som en af de førende tekniske installations- og servicepartnere inden for avancerede energiløsninger og Teknisk Facility Management (TFM).
"GK-teamet tilfører stærke kompetencer, der komplementerer vores eksisterende organisation både geografisk og teknisk. Vi passer godt sammen både kulturelt og ledelsesmæssigt, hvilket er vigtigt for, at vi kan fortsætte en god og positiv udvikling. Vi er meget glade for at kunne byde medarbejdere og kunder velkommen til Caverion. Med opkøbet af GK's serviceaktiviteter øger vi vores kapacitet og vil være i stand til at påtage os flere og mere komplekse opgaver, hvilket gør os til en endnu stærkere samarbejdspartner for både nuværende og fremtidige kunder," siger Carsten Sørensen, Administrerende Direktør i Caverion Danmark.
Transaktionen er en del af GK Gruppens beslutning om at forlade det danske marked, og handlen forventes afsluttet den 30. april 2026.
"GK Danmark har været et værdifuldt medlem af GK-familien i 20 år, og vi overlader en stærk og professionel servicevirksomhed til nye ejere, som vi ved vil videreudvikle virksomheden til gavn for vores kunder og medarbejdere," siger Kim Robert Lisø, Koncernchef GK.
Lars Sjørring, Regionsdirektør Eksisterende Byggeri i GK Danmark, følger med over til Caverion Danmark og bliver del af ledelsesteamet.
"De første møder med Caverion har vist mig, at vi deler de samme værdier, og jeg ser frem til at videreudvikle service- og vedligeholdelsesforretningen sammen med vores dygtige serviceteknikere som en del af Caverion," siger Lars Sjørring.
Transaktionen er betinget af godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
FOTO: Mette Ovgaard